Lucy Margaux

Adelaide Hills

Anton van Klopper har fundet sin helt egen niche på den Australske vinscene med vingården Lucy Margaux, hvor han er blevet foregangsmand for en hel generation af unge vinmagere, der har ønsket at bryde med australsk vins meget teknologiske tilgang til vinfremstilling. Hans idéer forekommer til tider grænsende til det vanvittige, men hans talent og store eftertænksomhed er uomtvistelig, og de fleste idéer har det med at vise sig at fungere.

Han har arbejdet som kok og sommelier i 10 år, læst ønologi og landbrugsvidenskab fra University of Adelaide og arbejdet på vingårde i Tyskland, New Zealand og Oregon, før han i 2002 grundlagde Lucy Margaux i Basket Range, Adelaide Hills. Produktionen er en blanding af egne marker, beliggende i 500 meters højde med kølige vinde blæsende ind fra havet, samt langvarige samarbejder med bønder, der dyrker efter samme principper som ham selv.

I kælderen er kulturgær, temperaturkontrol, nye fade, klaring, filtrering, tilsat svovl og al den slags bandlyst. Lucy Margaux’ vinstil er vild og utæmmet som Anton selv. Vinene er lave i alkohol, kølige i udtrykket og vanvittigt ekspressive. De eksploderer med aromatik i glasset, ofte med en kerne af noget nærmest eksotisk, der ville have været for meget af det gode, hvis det ikke samtidig blev holdt perfekt i skak af en volatilsyre, der balancerer hele det aromatiske udtryk og bidrager med friskhed til vinen.

Produkter fra Lucy Margaux