Azienda Agricola D'Arcy

Piemonte

Bag navnet D’Arcy står New Zealandsk fødte Tom Myers, der gennem de seneste 10 år har opbygget et mildest talt imponerende CV i vinverdenen. Tom har ingen formel vinuddannelse, men hans mange års praktiske erfaring og brændende ønske om at forstå selv de mindste detaljer, gør ham ikke desto mindre til en af de mest eftertænksomme og vidende vinbønder, vi kender. Tom har været en personlig ven gennem mange år, og det har altid stået fuldkommen klart, at den dag han fik fod under eget bord, ville vi gerne være med på første parket til at følge og støtte projektet.

Han har arbejdet for et væld af producenter i New Zealand, Australien, Bourgogne, Jura, Mosel, Rhône, Toscana og Piemonte herunder blandt andre Benjamin Leroux, Alain Graillot, d’Angerville, Comte Armand, Dr. Loosen og Giuseppe Rinaldi. Piemonte har dog hele tiden været fikspunktet for Tom – det sted, hvor han har haft sin base siden 2013, og hvor han har søgt efter marker til at starte sit eget projekt. I 2020 blev D’Arcy grundlagt, da Tom fik mulighed for at leje en parcel på Barolo Cru’en Preda, som han har fuld råderet over og dyrker med et ekstremt fokus på detaljen. Desuden køber han blandt andet druer fra Ronchi i Barbaresco, som han deklassificerer og benytter til hans Langhe Nebbiolo.

Nok er Tom stadigvæk nysgerrig og søgende, men samtidig er han fast i troen og med sine holdningers mod. Han respekterer traditionen, men stiller konstant spørgsmål ved dogmer, hvor end han ser et potentiale for at skabe større klarhed og præcision i sine vine. De mange ophold i Bourgogne skinner tydeligt igennem i hans tilgang. Han forsøger på ingen måde at lave små Bourgogne-kopier, men han arbejder med en s¬kånsomhed og præcision i håndtering af frugten, som er almen praksis for de fleste topproducenter i Bourgogne, men knapt så forankret i Piemontes traditioner. Ligeledes arbejder han med – for Piemonte – relativt korte macerationer i åbne tanke og en ikke ubetydelig mængde hele klaser både for hans Dolcetto og Barolo.

Vi har desværre ikke nogen varer hjemme fra denne producent for tiden

Tilmeld dig vores nyhedsbrev , så får du opdateringer når vi får nye varer hjem.