Romain Lançon

Bourgogne

Der er noget særligt fascinerende over producenter, der allerede fra første årgang har en klar idé om, hvad de vil. Romain Lançon er en af dem. Efter flere år hos Alexandre Jouveaux har han skabt sit eget mikroskopiske domaine Les Farbottes i Mâconnais. Vi blev revet med af den første årgang 2023, som allerede udviser en sikkerhed og personlighed, man normalt forbinder med langt mere etablerede producenter.

Stilen bærer tydeligt præg af læretiden hos Jouveaux. Romain høster konsekvent ved fuld modenhed, også i varme årgange, fremfor at jagte friskhed gennem tidlig høst. Resultatet er vine med dybde og seriøsitet, men samtidig en imponerende lethed og drikkeglæde.

Historien er foreløbig kort. I 2023 fik Romain adgang til sine første parceller med Pinot Noir og Gamay og producerede knap 1.000 flasker vin. Siden er flere marker kommet til, og domænet vokser stille og roligt, uden at ambitionerne nogensinde overstiger ønsket om at lave ærlige vine med tydeligt aftryk af deres ophav.

Romain Lançon dyrker markerne med stor respekt for naturen, og i kælderen under huset i Jalogny foregår alt med stor tiltro til druematerialet tilsat en stor mængde tålmodighed. Vinene gærer spontant, der arbejdes uden temperaturkontrol og med så få indgreb som muligt. Resultatet er vine, der fremstår levende og ærlige med en helt tydelig forbindelse mellem mark, årgang og vinmager.

Produkter fra Romain Lançon