La Biancara di Angiolino Maule

Veneto

Den forhenværende pizzabager Angiolino Maule har, siden han i begyndelsen af 1980’erne erhvervede sig en vingård i Gambellara i Veneto, været en absolut foregangsmand for en mere bæredygtig tilgang til vindyrkning i Italien. Betydningen af hans arbejde for en hel generation af unge vinbønder, der har ønsket at gå en anden vej, såvel i marken som i kælderen, kan ikke undervurderes.

I dag dyrker han, med hjælp fra sønnerne Francesco og Alessandro, omkring ni hektar, primært beplantet med den lokale hvide druesort Garganega samt små mængder Trebbiano, Merlot og Cabernet Sauvignon. Maule sår korn, bønner og kløver mellem rækkerne, komposterer husets eget organiske materiale og sprøjter med planteekstrakter i en bestræbelse på at nedsætte mængden af kobber og svovl i marken.

I kælderen er filosofien ingen kulturgær, temperaturstyring, filtrering eller klaring, og der anvendes kun minimale mængder svovl ved flaskning, hvis det overhovedet anses for nødvendigt i den respektive årgang. La Biancara di Angiolino Maules vine har i efterhånden mange år haft en central plads i vores sortiment, da de konsekvent leverer et imponerende højt niveau til meget fair priser. Med Maule får man renhed og præcision i en altid lidt underspillet indpakning. Elegance og lethed frem for fylde og power. Det er vin, der ryger hurtigt ned, men alligevel har nok at byde på, til at det forbliver interessant at tage et glas mere.

Produkter fra La Biancara di Angiolino Maule