Marie Bourdon
Marie Bourdon er en af de producenter, vi har set allermest frem til at kunne præsentere. Hun tilhører den nye generation af vinbønder i Jura, som med stor respekt for terroir og håndværk skaber vine med masser af personlighed. Produktionen er ganske lille, men kvaliteten simpelthen imponerende.
Stilen er ren, rank og præcis med en flot balance mellem friskhed, mineralitet og dybde. Vinene virker ubesværede og levende, hvor frugten står klart, og terroiret får lov til at spille hovedrollen. Det er elegante vine med energi og en naturlig lethed, som gør dem særdeles charmerende.
Marie Bourdon arbejdede tidligere som sommelier i Paris, inden hun fandt sin vej til Jura. Her gik hun i lære hos Raphaël Monnier fra Domaine Ratapoil, før hun i 2019 begyndte at lave vin under eget navn. På få år har hun opbygget et stærkt ry for vine, der forener klassisk Jura-karakter med et personligt og moderne udtryk.
Hun råder over blot omkring 1,2 hektar vinmarker omkring Arbois på kalk- og mergelholdige jorde. Markerne dyrkes økologisk og biodynamisk med stor omhu, og alt arbejde udføres med respekt for naturen og de enkelte parcellers særpræg.
I kælderen er indgrebene holdt på et minimum. Druerne gæres spontant, og vinene klares og filtreres ikke. Filosofien er enkel: at lade druer, jordbund og årgang tale så uforstyrret som muligt, hvilket giver ærlige og levende vine med stor præcision.
Vi har desværre ikke nogen varer hjemme fra denne producent for tiden
Tilmeld dig vores nyhedsbrev , så får du opdateringer når vi får nye varer hjem.





