Collecapretta

Umbrien

Helt tilbage til 1100-tallet har Mattioli-familien holdt til i den lille landsby i det sydlige Umbrien, som kaldes Collecapretta, der kan oversættes til ’Gedebakken’. I dag hører der oliventræer og gamle kornsorter til gården sammen med oprindelige vinsorter som Trebbiano Spoletino, Montonico, Malvasia, Sangiovese, Sagrantino og Ciliegiolo.

Vittorio Mattioli bor sammen med tre generationer af sin familie i Collecapretta i 500 meters højde med udsigt over dalen forneden. Selvom produktionen kun er på omkring 8.000 flasker i et godt år, vælger man at vinificere flere forskellige slags vine for at lade området og dets druer komme til udtryk på bedste vis. I kælderen har man dog altid samme udgangspunkt. Her gærer vinen naturligt og spontant uden temperaturkontrol eller tilsat svovl, og tidspunktet for flaskningen bestemmes af månens bane om jorden.

Det er vin, der er så naturligt, som det bliver, uden at være ’hip’ naturvin fra en forhenværende guitarist og deltidstjener i Paris. Det er umanipuleret og ærlig vin fra en familie med indgående kendskab til deres terroir og lokale druesorter. De har gjort det her meget længe, og det fornemmes. Umanipuleret, læskende, rent og en smule underspillet på den gode måde.

Produkter fra Collecapretta