Les Capriades
Domaine des Capriades blev grundlagt omkring år 2000 af Pascal Potaire, der udelukkende fokuserer på at fremstille pétillant naturels, det vil sige mousserende vin fremstillet helt uden liqueur de tirage, dosage eller tilsat svovl.
I 2011 fik Pascal følgeskab af vennen Moses Gadouche, og i dag dyrker de selv cirka tre hektar og køber yderligere druer fra andre bønder i nærområdet svarende til et samlet høstareal på cirka 10-11 hektar, alt sammen dyrket med stor omtanke og respekt. Druesammensætningen i de enkelte cuvéer varierer fra årgang til årgang, men der dyrkes og høstes Chenin Blanc, Menu Pineau, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Gamay, Côt, Cabernet Franc og Pineau d’Aunis.
Pascal og Moses behandler hver årgang og hver cuvée forskelligt: Nogle cuvéer frigives allerede inden for det første år efter høsten, hvis de føler, at balancen er der, hvorimod andre cuvéer får adskillige års lagring på flaske (med bærmen intakt), inden de degorgeres og frigives. Fælles for alle vine er dog, at de først degorgeres, når de afsendes fra vingården. Det vil sige, at den samme vin købt fra vingården med et halvt års mellemrum, vil i det sidste tilfælde have modtaget et halvt års yderligere lagring på bærmen.
Hvor mange vinbønder laver en enkelt pét’nat eller to på sidelinjen for at have nogle letdrikkelige bobler i porteføljen ved siden af deres stille vine, tager Moses og Pascal denne kategori anderledes seriøst. Domaine des Capriades laver fortsat rendyrket pét’nat med relativ lav alkohol, høj friskhed og stor drikbarhed, men vinene besidder altid et ekstra element af kompleksitet, dybde og lagringspotentiale, som man ellers sjældent finder med denne type vin.
Vi har desværre ikke nogen varer hjemme fra denne producent for tiden
Tilmeld dig vores nyhedsbrev , så får du opdateringer når vi får nye varer hjem.