Skerlj
Matej Skerlj og hans hustru Kristina er indbegrebet af vinbønder med jordforbindelse. Med en enorm ydmyghed og lige så stor arbejdsomhed dyrker de på tredje generation familiens marker i Carso på grænsen til Slovenien.
Markerne plejes med stor omtanke, og produktionen er mikroskopisk. I kælderen holder Matej fast i traditionerne, hvilket både for de røde og hvide vine indebærer minimal svovltilsætning, nul kulturgær, 100% afstilkning, cirka tre ugers maceration med skallerne, efterfølgende to års lagring på gamle fade og flaskning uden forudgående klaring eller filtrering. Skerljs vine er underspillede og dybt seriøse med stor præcision, finesse og kompleksitet.