Terroirs Project
Terroirs Project udmærker sig ved at lave enormt vellavet og tilgængelig vin, der samtidig giver virkeligt meget for pengene. Projektet drives af Les Caves de Pyrene, og druerne kommer fra en dygtig og velrenommeret bonde i Piemonte, der arbejder efter alle kunstens regler og har gjort det i årtier. Ærligt talt kan vi næsten ikke få armene ned over at have Nebbiolo af så høj kvalitet, og som samtidig er så prisvenlig, i vores sortiment.
Vinen hedder slet og ret Nebbio og er teknisk set en Nebbiolo d’Alba, hvilket også kommer til at fremgå af etiketten på fremtidige årgange. Årgang 2023 sælges dog som en Vino Rosso, da den er blevet frigivet tidligere, end reglerne foreskriver. For Terroirs Project er det dog meget mere tungtvejende, at vinen er fuldstændig drikkeklar og i perfekt balance nu. Derfor er vinen blevet sendt på markedet, så den kan blive nydt, for der er ærligt talt ingen grund til at vente. Stilen er umiskendelig Nebbiolo med en typisk lys violet farve i en let, saftig og frisk udgave.