René Langdahl har anmeldt syditalienske hvidvine i Gastro og er godt oppe at køre over tre af vores vine, der får flotte skudsmål som: ”verdensklasse i sin stil”, ”jeg elsker den” og ”enorm bællefaktor”.
2020 Vigna Le Coste Bianco – Le Coste
95 point – 450 kr. – Lazio
”Gian Marco Antonuzzi var egentlig advokat, men gik skribentvejen med fokus på vin og mad og endte efter en tur omkring den parisiske mad- og naturvinsscene tilbage omkring barndomsegnen ved Gradoli i nærheden af Bolsenasøen. Han laver sin topvin på procanico, malvasia di candia, malvasia bianca di toscana, vermentino og vist nok et mylder af lokale druesorter, som får kort maceration. Jeg havde på forhånd defineret mine valg til temaet her som hvidvin, så ingen orangevine, men skindkontakt kan gøres subtilt. Det er tilfældet her. Farven er bestemt orange … schyyy! Men bitterstof og tannin tørrer blot slimhinden og komplicerer positivt en æblejuicet, humlet, rosenvandssmagende og kvædeskrælskrydret fantasi. En vinøs avantgardist, romersk, en drik til gladiatorkampe. Det er verdensklasse i sin stil.”
2024 Ognostro Bianco – Fiano – Marco Tinessa
95 point – 280 kr. – Campanien
”Marco Tinessa er efter min mening Campaniens helt store reformator på aglianico, som han startede med at vinificere hos sin gode ven Frank Cornelissen på Etnas bjergside. Her har han lavet den lokale fiano fra Avellino lidt øst for Napoli med direkte pres på helklaser. Debut med metoden. Sikke en debut! Naturvibe, ja, men frugten styrer. Pærejuice, papajasaft og så subtil zoo og humle. Fantastisk intensitet, livlig og pirrende syre, man bemærker den ikke i sig selv, men kroppen reagerer ved at sende mundvand fossende fremad. Der er bittermandel i eftersmagen og diskret humle og pollen. Jeg elsker den.”
2024 Vino Bianco Susanna – Gazzetta
92 point – 180 kr. – Lazio
”Trebbiano toscano, procanico og ansonica med fire dages skindkontakt. Nej for dælan, det er ikke orangevin, men hvidvin med lidt bitterstof og tannin fra maceration. Slut! Jeg har tidligere haft australske Patricia Nelsons vine med blandt mine anbefalinger, Hun laver vin ved Lago di Bolsena på lokale og oprindeligt toscanske druesorter, men kører det hele som vini contadini. En slags hommage til Lazios fortid og et forsøg på at anvise nutidens landbefolkning en mere balanceret drift. Nul sulfit. Mælkebøttevin, pollen, honning, IPA, appelsinskræl, men frisk og landlig. Der er markant tannisk touch på gummerne, og tungen modtager bitterhed. Hvid vermouth, enorm bæltefaktor, hvis man er til den slags vin. Du skal have gang i dine efterårsgrønsager.”
Ønsker du at fjerne produktet
fra din kurv?