
Produkttype
Rødvin
Land
Italien
Område
Piemonte
Drue
Nebbiolo
Indhold
0.75 l
Producent
Leita
Indeholder sulfitter
390,00 DKK
Leita
Med Azienda Agricola D’Arcy har Tom Nicholson-Myers for længst etableret sig som en af de mest spændende producenter i Piemonte. Vinene høster stor anerkendelse, og efterspørgslen er vokset tilsvarende. Den tilbagevendende udfordring med D’Arcy er derfor også den mest oplagte: Der er ganske enkelt aldrig vin nok.
Det er derfor et stort privilegium for os at kunne introducere den første vin fra Leita, Toms nye projekt, som fremover kommer til at køre sideløbende med D’Arcy. Første udgivelse er en 2021 Barolo, som frigives udelukkende på det danske marked – og tilmed til en usædvanligt sympatisk pris.
Leita udspringer af den samme nysgerrighed, som altid har drevet Tom: ønsket om at eksperimentere, udfordre såvel etablerede konventioner som egne metoder og blive klogere på den enkelte druetypes potentiale. Projektet er bevidst tænkt som et friere og mere kreativt rum, hvor Tom kan afprøve idéer og udforske nye veje. Omhyggeligheden og fokus på detaljen er den samme som altid, men ambitionen er hverken at lave D’Arcy-vine eller skabe en andenvin til D’Arcy.
Første release fra Leita er da også næsten for godt til at være sandt: En Barolo fra den højt anpriste 2021-årgang, hvor Tom trods lave udbytter og et nyt projekt, der dårligt kunne vente på at komme ud i verden, valgte at give vinen al den tid, den krævede. I kælderen blev druerne delt i tre lige store dele og behandlet forskelligt: En tredjedel blev gæret som hele klaser, en tredjedel blev afstilket uden at knuse druerne, mens den sidste tredjedel udelukkende fik fjernet den centrale del af stilken. Gæringen forløb langsomt og køligt med tre uger på skallerne, hvorefter vinen fik to år uforstyrret på botti helt uden omstikning.
Det var en vin, der fra begyndelsen viste, at tålmodighed ville blive afgørende. De tre forskellige gæringer udviklede sig i vidt forskellige retninger og gav Tom præcis den indsigt i Nebbiolos luner, han søgte. Sammensmeltningen af de tre er endt som noget helt særligt: en vin, der er tro mod sin oprindelse og appellation, men samtidig bærer et tydeligt præg af Toms elegante håndtering. I skrivende stund står vinen helt åben i glasset med masser af raffineret Nebbiolo-aromatik og imponerende fine tanniner.
Lieu-dit anbefaler
Her er vores bud på andre vine der stilmæssigt kan noget af det samme som den aktuelle vin du kigger på. For hver vinbonde vi arbejder med, har vi forsøgt at besvare spørgsmålet: ”Hvis man kan lide at drikke vinene fra denne vinmager, hvad ville man så ellers have glæde af at drikke fra vores portefølje?”.




