Les Jardins de la Martinière

Loire

På vinslottet i Coutures lige uden for Angers, der i dag hedder Les Jardins de la Martinière, er der blevet fremstillet vin helt tilbage til 1700-tallet. I nyere tid er det dog Xavier Caillard (Les Jardins Esmeraldins), der senest har sat sit præg, efter at han købte vinslottet i 2014. De tilhørende forladte marker var dog i meget dårlig stand, men det fik han og konen vendt op og ned på med rigelige mængder knofedt og en ambitiøs naturlig tilgang. I 2018 valgte de dog at sælge domainet til deres japanske importør, og i dag står Kaya Tsutsui, som er ejerens barnebarn, således for den daglige drift i samarbejde med Ludovic Joly. De to får samtidig konsulentbistand i både mark og kælder af ingen andre end Hirotake Ooka (Domaine la Grande Colline), der således forstærker den fransk-japanske forbindelse.

I alt hører der 11 hektar til Les Jardins de la Martinière, hvoraf fem af dem er frugtplantager og de sidste seks hektar vinmarker, som er omgivet af et fortryllende landskab af skov og bakker. På markerne gror der især stokke med Cabernet Franc og Chenin på mellem 20 år og 70 år, men også nyere stokke med Grolleau Noir, Pinot d’Aunis og Grolleau Gris. Under kyndig vejledning af Hirotake Ooka bliver der arbejdet økologisk (selvom vinene ikke er det) og enormt opmærksomt i marken i respekt for og i harmoni med naturen.

Druerne håndhøstes ad flere omgange for at lade dem modnes forskelligt, hvilket giver mere kompleksitet til vinene. Hvidvinene gærer og lagres i egetræsfade, og de røde gærer i ståltanke eller glasfiber, hvorefter de lagres i egetræsfade i mindst et år. Herefter blandes de i ståltanke og hviler i endnu et år, inden de flaskes helt uden brug af svovl eller andre tilsætninger.

Vinene fra Les Jardins de la Martinière fremstilles med masser af tålmodighed og japansk præcision. De er syredrevne og mineralske, sitrende med energi og besidder en ekstrem kompleksitet og personlighed. Vinene fremstilles i meget små mængder, og der vil ikke være nok til alle, men får man fat i en flaske, vil tålmodighed være en dyd, da vinen kun vil blive bedre over tid.

Vi har desværre ikke nogen varer hjemme fra denne producent for tiden

Tilmeld dig vores nyhedsbrev , så får du opdateringer når vi får nye varer hjem.