La Ferme du Pasteur
Vi mødte første gang Caroline Connolly og Rémy Kaneko på en lille smagning i Paris og blev enormt imponerede over den præcision, som deres første årgang 2021 udviser, og vi har efterfølgende fulgt deres projekt med stor opmærksomhed. Det er ikke alle, der kan vinificere Grenache, som parret gør det så overbevisende og med så stor følsomhed. Det smager ærligt talt åndssvagt godt og den lyse, lette og levende stil vækker blandt andet mindelser om vinene fra Daniel Sage.
Det var i 2021, at Caroline og Rémy slog sig ned i Saint-Maurice-sur-Eygues med to hektar vinmarker nær byen Nyons. Rémy er oprindeligt uddannet billedhugger og har restaureret gamle kalkmalerier rundt omkring i Frankrig. I årevis var han samtidig medejer af vinbaren Chambre Noir i Paris, men er sammen med sin amerikanske kæreste Caroline nu blevet nabo til forældrenes olivengård for at lave deres egen vin.
Vinificeringen foregår fuldstændig uden ønologiske hjælpemidler inklusive svovl. De gamle vinstokke på 85 år er placeret på Saint Maurices skråninger med en ler- og kalkholdig jord dækket med “galets roulés” (store småsten), der er typiske for regionen. De yngre vinstokke er 25 år og placeret direkte over en terrasse med samme type jord.