Glasbläserei Zünd

Bern

”Vi er en vinimportør, ikke en isenkræmmer,” har svaret altid været, når talen er faldet på, om Lieu-dit skulle forhandle vinglas. Og man har jo et standpunkt, indtil man tager et nyt.

For nu er samtlige medarbejdere i Lieu-dit blevet glaskonvertitter og er faldet pladask for schweiziske Reto Zünd og hans vanvittige, vidunderligt uperfekte vinglas. Mundblæste i fri hånd ud af et sammenhængende stykke ekstremt holdbart Pyrex-glas. Alle andre glas er kommet i skammekrogen, og Zünd er nu det eneste glas, vi benytter, når vi smager vine. Og nu sælger vi endda også glassene, så flere kan få fornøjelsen af dem.

Vi forhandler glasset i én størrelse, slet og ret fordi, vi synes, at det er perfekt til det hele. Så drop tanken om at fylde skabene med 8 forskellige glastyper, og brug i stedet dine penge på ét fantastisk glas.

Zünd glassene er lidt tykkere i glasset end den nuværende trend med ekstremt tynde glas ellers foreskriver, men alligevel er det overraskende let. Det knækker ikke, når man pudser det, og det kan klare tæsk i opvaskemaskinen. Glasset har standardmålene 22-23 cm i højden, 10 cm i diameter på det tykkeste sted og en vægt på 95 gram. Men ikke to glas er helt ens, netop fordi Reto ikke bruger forme, men kører 100% fri hånd. De små ufuldkommenheder og forskelle mellem hvert glas er en del af Zünd-glassets charme, som også gør, at man hurtigt finder sit eget yndlingsglas.

Produkter fra Glasbläserei Zünd