Aia Vecchia
Aia Vecchia så dagens lys i 2009, da Fabrizio Niccolaini valgte at sælge sit livsprojekt Massa Vecchia. Idéen var at trække sig tilbage og skabe sit eget mindre men mere personlige projekt for at kunne leve et godt, stille og selvforsynende liv. Her producerer han en enkelt vin på Pinot Nero, men også fremstillet ost og grøntsager, ligesom der hører høns og grise til gården.
Tilgangen til vinproduktionen er den samme som hos Massa Vecchia, hvor Fabrizio siden 1985 har lavet vin i pagt med naturen og uden unødig indblanding. Han kom i øvrigt tilbage i ledelsen i 2019, men de to projekter holdes altså adskilte. At Fabrizio har valgt kun at arbejde med Pinot Nero skyldes, at mikroklimaet i denne del af Toscana ifølge ham er optimalt for druen, selvom det også kræver en hel del arbejde. Selve stokkene står i 700 meters højde, og jorden består af kalksten. Macerationen foregår i hele klaser med naturligt forekommende gær i små stenkar og selvfølgelig uden tilsat svovl. Herefter ældes vinen i tre år og i sidste ende bliver det til blot omkring 1000 flasker årligt. Det er vin, der bliver hjulpet kærligt på vej af Fabrizios enorme erfaring og indsigt, og som leverer på præcis så højt et niveau, som man kan forvente sig af et fyrtårn som Fabrizio Niccolaini.
Vi har desværre ikke nogen varer hjemme fra denne producent for tiden
Tilmeld dig vores nyhedsbrev , så får du opdateringer når vi får nye varer hjem.