Santini Collective

Chris Santini er amerikaner med franske aner og arbejder til daglig som indkøber for den amerikanske vinimportør Kermit Lynch på deres kontor i Beaune. Før han landede den stilling, har han arbejdet på en række forskellige vingårde i Frankrig og har ligeledes læst ønologi i Beaune.

Santini Collective begyndte i 2013 som et hobbyprojekt ved siden af jobbet som indkøber, og i 2016 flyttede projektet til en gammel kælder i hjertet af Auxey-Duresses, hvor Chris deler faciliteter med Domaine Dandelion og Vin Noé. Chris køber alle sine druer, men hans mange kontakter i området har givet ham adgang til virkelig godt druemateriale. Målet er at lave uhøjtidelige og saftige vine, og Chris prioriterer altid kvaliteten af markarbejdet over at købe druer fra en prestigefuld appellation.

I Santini Collectives kælder arbejdes der yderst skånsomt: Spontangæring, hele drueklaser frem for afstilkede, infusion frem for ekstraktion, brug af pumpe undgås i videst muligt omfang, ingen temperaturstyring, nul nyt fad, nul klaring og filtrering, ligesom svovl kun tilsættes i minimal dosis ved flaskning.

Produkter fra Santini Collective