Jacopo Stigliano

Jacopo Stigliano er oprindeligt fra Bologna, men rejste Europa tyndt i femten år, inden han slog sig ned i bakkerne i Emilia-Romagna. Her opsnuser han forladte vinmarker i Valsamoggia – en lang og smal dal mellem Bologna og Modena – for at genopdage dem og deres gamle druesorter.

Jacopo har gang i et helt unikt projekt, og vinrankerne, som er op til 100 år gamle, står på skråningerne blandt træer, blomster og buske i 2-300 meters højde. På de tre hektar marker står i hvert fald 12 hvide samt otte røde sorter, og alt arbejde foregår i hånden, ligesom jorden – der har været uberørt i mange år – ikke bearbejdes. I stedet understøtter Jacopo det naturlige økosystem, der minder mere om skov end om vinmarker for at give liv til både planterne og i sidste ende vinene. Jorden er en blanding af ler og kalksten fyldt med sten, der giver vinene en udtalt mineralitet.

Alle druer høstes, gærer og ældes sammen for at vise respekt over for denne gamle italienske tradition, og i kælderen udføres arbejdet simpelt og præcist. Jacopo Stigliano tror fuldt og fast på, at vinen laves i marken, hvorfor han afholder sig fra at bruge teknologiske hjælpemidler og i stedet flasker vinene ufiltrerede og helt uden tilsætninger. Vinene er komplekse, unikke og med et stærkt terroirpræg.

Produkter fra Jacopo Stigliano