Il Ceo

Davide Andreatta, aka. ”Il Ceo” (der på lokal dialekt betyder ”drengen”) har forelsket sig i landbrug og især diversiteten af lokale druesorter i hans lokalområde Breganze i Veneto, hvor han har installeret sig som vinbonde der fremstiller umanipulerede og ekstremt letdrikkelige vine. Markarbejdet er ekstremt samvittighedsfuldt og David arbejder gradvist med at ompode stokkene ved brug af ”selection massale” for at slippe af med de gængse internationale druesorter, som har vundet indpas i området, til fordel for lokale druesorter som Vespaiola og Groppello. I kælderen er de sædvanlige dyder, vi leder efter, i spil: Spontangæring, minimal intervention, nul klaring og filtrering og minimal svovltilsætning, hvis det overhovedet anses for nødvendigt på den enkelte cuvée. Det er vin med enorm friskhed og præcision, levende og fyldt med energi, men samtidig med en kerne af noget seriøst og underspillet, der understreger at dette ikke blot er bællevin, men vin der til tider også efterspørger smagerens fulde opmærksomhed.

Produkter fra Il Ceo