Enfield Wine Co.

Enfield Wine Co. blev grundlagt i 2010 af John Lockwood og kørte de første par år som en sidebeskæftigelse, mens John bestyrede marker i Sonoma Coast og Russian River for Failla Wines. I 2013 tog han springet fuldt ud, sagde sit job op og gjorde Enfield Wine Co. til sin primære beskæftigelse.

Produktionen er ganske lille, og det er sådan, som John helst vil have det. Hans største passion er de små lommer af unikke terroirs, der fortsat kan findes i Californien, når man ikke er afhængig af at høste store mængder. John ejer ikke selv marker, men arbejder i stedet tæt sammen med en række uafhængige bønder, der er drevet af det samme ønske om at lade den enkelte vinmarks unikke udtryk træde igennem.

Vinifikationen er lavteknologisk og hands-off: Spontangæring, lagring på 500-600 liters fade for at begrænse fadpræget, nul klaring og filtrering og ingenting tilsat undervejs, bortset fra en begrænset dosis svovl efter den malolaktiske gæring er færdig. John laver ikke bællevin, men søger i stedet et klassisk og seriøst udtryk med struktur og tannin, dog med lavere alkohol, mindre fad og højere friskhed, end man ofte finder det på de kanter.

Vi har desværre ikke nogen varer hjemme fra denne producent for tiden

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så får du opdateringer når vi får nye varer hjem.