Aymeric Paillard

Selvom Aymeric Paillard stadig er ung, er han velbevandret inden for vinverdenen. Han er søn af en vinmager og har både arbejdet hos Chateau des Sarrins i Provence og i Champagne, inden han turnerede Frankrig tynd i en autocamper med sin familie i to år på jagt efter det perfekte sted at lave sin egen vin. Det fandt han i den meget gunstige jord i Tournon-sur-Rhône, hvor han i 2014 kunne han frigive sin første årgang under navnet Domaine la Vigne des Peres.

Fra dag et har Aymeric Paillard dyrket jorden økologisk, men vil først blive certificeret fra 2019. Hans stokke med 30 år gammel Syrah står i Saint Joseph og Cornas på hældninger og plateauer af granit, kvarts og gnejs. Alt arbejde foregår i hånden og med hest, og når der sprøjtes med svovl og kobber blander Aymeric det med lokale planter med et mål om at finde den rette balance.

Der bruges delvist hele klaser og macération semi-carbonique, og vinene ældes i 24 måneder i fade på 228 og 600 liter, som er mellem to og ti år gamle. Der bruges hverken svovl eller andre tilsætninger under ældningen, ligesom der ikke klares eller filtreres, men dog tilføjes en smule svovl inden flaskning for at sikre vinenes stabilitet.

Aymeric er en ambitiøs mand, der går efter at lave stor Syrah fra Saint Joseph, og selv om han ikke har været i gang længe, er det tydeligt, at han er godt på vej. Det er vine, hvis tannin både træder frem i strukturen, men samtidig har finesse og nerve, og selv som ung viser modenhed.

Produkter fra Aymeric Paillard