Hvad er naturvin, økologisk vin og biodynamisk vin?

Hos Lieu-dit kommer vores holdning til naturvin, økologisk, biodynamisk eller mere klassisk vin til udtryk for hver enkelt af de omkring 200 vinbønder, som du kan købe hos os. Det siger sig selv, at de ikke alle kan have samme tilgang til fremstilling af vin, og det er netop denne forskelligartethed, som vi gerne vil omfavne. Vi arbejder grundlæggende med de bønder, vi gør, fordi de laver hamrende god vin, og fordi de er sympatiske mennesker med klare idealer, som de forfølger efter bedste evne. Herunder følger vores forsøg på at forklare, hvad der definerer naturvin, økologisk og biodynamisk vin.

Den udefinerbare naturvin

Naturvin betragtes tit som et opgør med – eller endda et oprør mod – konventionelt eller industrielt fremstillede vine, men helt i græsrodsbevægelsens natur, er der ikke nogen overordnet styring eller ensretning. Naturvin er et emne, der ofte er genstand for meget stærke holdninger og ikke mindst en god portion kritik af, at ingen reelt kan sige, hvad betegnelsen naturvin helt præcist dækker over. De fleste kan blive enige om, at det handler om at fremstille levende vin med så lidt manipulation, tilsætning og fiksfakserier som muligt. Men naturvin er ikke en beskyttet betegnelse, og der er ikke nogen officiel definition på kategorien, som håndhæves af en kontrolinstans på samme vis som fx økologi og biodynamik.

Det er i virkeligheden en skam, at vi bruger så meget tid på at diskutere for og imod naturvin, og hvad naturvin helt præcist dækker over. For mere end at diskutere om en vin er naturlig eller ej, er det vel interessant at vide, hvordan den er fremstillet. Bag hver enkelt flaske vin står en vinbonde, der – med udgangspunkt i hendes eller hans idealer og ambitioner – forsøger at finde sin egen samvittighedsfulde vej til at fremstille den bedst mulige vin. Vi arbejder både med vinbønder, for hvem fraværet af tilsat svovl i vinen er det springende punkt, mens andre accepterer en minimal tilsætning af svovl ved flaskning. For nogen af vores bønder er alle former for temperaturstyring forbudt, hvor det for andre er et afgørende værktøj til at sikre kontrol, når man arbejder med naturvin helt uden tilsætninger. Vi har bønder, der har mistet hele deres høst i svære årgange, fordi de kategorisk nægter at sprøjte i markerne selv med tilladte stoffer under reglerne for økologisk markarbejde.

Fremstiller alle vores producenter derfor naturvin? En stor del af dem gør, men præcis hvor mange kommer an på det perspektiv, man tager. I Lieu-dit har vi altid arbejdet ud fra den betragtning, at transparens og dialog er vigtigere end nagelfaste holdninger. Diskvalificerer det en vinbonde, at han har tilsat en minimal dosis svovl ved flaskning? Overhovedet ikke, men vi er glade for, at han fortæller os om det, så vi kan videreformidle det til vores kunder.

Økologisk vin – certificering eller ej

Hver vinbonde i vores portefølje har sin egen selvstændige holdning til, hvad samvittighedsfuldt arbejde i marken og i kælderen indebærer. Lovgivningen omkring økologisk vin er derimod anderledes entydig. Ifølge gældende europæisk lovgivning eksisterer kategorien ”Vin fremstillet af økologisk dyrkede druer” ikke længere. Denne blev udfaset i 2012 og erstattet med kategorien ”økologisk vin”, der ikke blot kigger på markarbejdet, men også sætter retningslinjer for, hvad der er tilladt i kælderen, inden produktet må kaldes økologisk vin.

Alle økologisk certificerede vine på denne side er markeret med EU’s grønne økologilogo. Men dette betyder ikke, at resten af vinene i vores portefølje nødvendigvis er konventionelle. Her er der bare begrænsninger på, hvordan dette må præsenteres, da lovgivningen omkring økologisk vin er ganske restriktiv.

Langt de fleste af vores bønder vælger at få deres markarbejde økologisk certificeret, men de færreste vælger at få deres vin certificeret som økologisk. Deres årsager til dette varierer, men fælles for mange af dem er, at de tilbringer størstedelen af deres tid i marken og nærer en vis portion skepsis mod det bureaukrati, der omgærder den nuværende udformning af reglerne for økologisk vinfremstilling. For mange af dem er det slet og ret et spørgsmål om, at de mener, at deres egne standarder er langt højere, end hvad der kræves for at blive fuldt økologisk certificerede.

Ikke desto mindre er vi glade, hver gang en af vores vinbønder, der laver økologisk vin, lader sig certificere, og vi er løbende i dialog med de af vores producenter, der i forvejen opfylder alle krav om at tage det sidste skridt og få det grønne økologi-logo på etiketten. Men det er en gradvis proces, der skal foregå i deres tempo og på eget initiativ. Vi kender alle vores vinbønder indgående og derfor også deres arbejde i marken såvel som i kælderen. Arbejder de økologisk, vil vi gerne kunne fortælle om det, og netop derfor er økologisk certificering vigtig.

Biodynamisk vin – kræfterne fra kosmos

Det filosofiske tankegods bag biodynamikken og dermed også biodynamisk vin stammer fra en række forelæsninger afholdt i 1924 af Rudolf Steiner, og disse idéer har efterfølgende dannet grundlag for godt 50 års biodynamiske praktiske eksperimenter, udført af Maria Thun, og efterfølgende omsat til et sammenhængende sæt af praktiske biodynamiske anvisninger, der i dag også bruges til at fremstille biodynamisk vin.

Kort fortalt vil en biodynamisk vinbonde per definition efterleve alle forskrifter for økologisk produktion, men følger derudover en række andre regler og fremgangsmåder i marken, der udspringer af Steiners grundlæggende syn på jorden som en levende, besjælet organisme, der næres af kræfter fra kosmos.

Biodynamik er fortsat ikke accepteret som en videnskab, og det kan da også virke langt fra manges verdensopfattelse, når en biodynamisk vinbonde lægger en kvartskrystal ovenpå et fad med vin for at hjælpe vinens udvikling via kosmisk energi eller blander kolort fra et nedgravet kohorn med vand og skiftevis rører med og mod urets retning for at dynamisere blandingen. Men samtidig er mange af biodynamikkens betragtninger – og ikke mindst resultater i praksis – svære at overse. Vi ønsker i hvert fald ikke at afskrive de gavnlige effekter af biodynamisk vinproduktion, blot fordi de ikke fuldt ud kan verificeres inden for gængs videnskabelig metode.

Biodynamisk vin er og bliver et debatteret emne, men det er en praksis, der er kommet for at blive blandt de bedste producenter inden for vindyrkning. Vi kan desuden konstatere, at vi aldrig har mødt en vinbonde, hvis forståelse og fornemmelse for de finere detaljer i markarbejdet er blevet dårligere som følge af konvertering til biodynamisk vinproduktion. På samme vis har vi aldrig mødt en vinbonde, der er begyndt at lave dårligere vin som følge af at blive biodynamiker. Tværtimod!

Lieu-dit's Nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Tak for tilmeldingen
En email er på vej til din indbakke

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær blandt de første til at få besked om nye producenter, nyankommne vine og vine der sælges per allokation. Nyhedsbrevet udsendes typisk en gang om ugen.

Ønsker du at fjerne produktet
fra din kurv?