Wildman
Tim Wildman er Britisk født og bosat, uddannet Master of Wine, driver en virksomhed med uddannelsesrejser i Australien for vinprofessionelle, og så laver han pet’nat som en sidegesjæft. Han begyndte i 2014 og havde i begyndelsen – efter eget udsagn – intet begreb om, hvad det var, han lavede. Men efter et par årgange under vesten, har Tim fundet frem til, hvad der virker i såvel marken som i kælderen.
Han arbejder med Nero d’Avola, Fiano og Zibibbo dyrket i områderne Adelaide Hills, McLaren Vale og Riverland, som han har erfaret er ideelle til pet’nat, da de klarer varme og tørke meget bedre end fx de klassiske Rhône-druesorter. Han kan derfor høste druer, der er modne, men ikke kogte, relativt lave på alkohol og med syren intakt.
I kælderen gærer druerne i temperaturstyret ståltank uden nogen former for tilsætninger – svovl inklusive – der flaskes, når restsukker er på 12 gram pr. liter, hvorefter andengæring finder sted på flaske, og vinen frigives uden forudgående degorgering. Tim Wildmans vine er altid sjove, læskende og letdrikkelige, men alligevel har de et ekstra lag af noget lidt mere seriøst og struktureret, som man sjældent finder det i denne kategori af vin.