Mani di Luna
De tre venner Rocco Trauzzola, Simone Lazzarin og Alessandro De Filippis er folkene bag Fattoria Mani di Luna og har siden 2012 drevet deres vingård med 30 hektar i Umbrien med afsæt i deres passion og kærlighed for både landbrug og naturen.
Markerne er beliggende i Torgiano i 200-350 meters højde, hvor der er blevet plantet vinstokke siden etruskernes tid flere århundreder før vores tidsregning. De tre vinmagere arbejder økologisk og efter biodynamiske principper, og rankerne med oprindelige sorter som Sangiovese, Grechetto, Trebbiano, Malvasia, Barbera og Sagrantino står på sandstensjord og mergel, der er rig på mineraler og aflejringer fra en sø, der tidligere dækkede området.
I kælderen følger Mani di Luna månens cyklus, ligesom druerne nænsomt bearbejdes med håndkraft i omdannelsen til vin. De afstilkes i hånden og trampes kun af kvinder. Der tilsættes aldrig kulturgær eller gøres brug af temperaturkontrol, ligesom kemi er bandlyst på nær en smule svovl med det altoverskyggende formål at lade terroiret komme til udtryk på den mest naturlige vis.