Il Ceo

Veneto

Davide Andreatta, også kendt som ”Il Ceo” (der på lokal dialekt betyder ”drengen”), har forelsket sig i landbrug og især diversiteten af lokale druesorter i sit lokalområde Breganze i Veneto. Her har han installeret sig som vinbonde, der fremstiller umanipulerede og enormt letdrikkelige vine. Markarbejdet er ekstremt samvittighedsfuldt, og David arbejder gradvist med at ompode stokkene ved brug af ”selection massale” for at slippe af med de gængse internationale druesorter, som har vundet indpas i området, til fordel for lokale druesorter som Vespaiola og Groppello.

I kælderen er det de sædvanlige dyder, som vi leder efter, der er i spil: Spontangæring, minimal intervention, nul klaring og filtrering og minimal svovltilsætning, hvis det overhovedet anses for nødvendigt for den enkelte cuvée. Il Ceo laver vin med enorm friskhed og præcision, levende og fyldt med energi, men samtidig med en kerne af noget seriøst og underspillet, der understreger, at dette ikke blot er bællevin, men vin der til tider også kræver ens fulde opmærksomhed.

Produkter fra Il Ceo