Land
Australien

Region
Adelaide Hills

Kommune
Basket Range

Grundlagt
2002

Hjemmeside
www.lucymargauxvineyards.com

Profil
Anton van Klopper har fundet sin helt egen niche på den Australske vinscene, hvor han balancerer et sted mellem stort talent og ren og skær vanvid. Han har arbejdet som kok og sommelier i 10 år, læst ønologi og landbrugsvidenskab fra University of Adelaide og arbejdet på vingårde i Tyskland, New Zealand og Oregon (Domaine Serene), før han i 2002 grundlagde sit eget domaine i Basket Range, Adelaide Hills. Under navnet Lucy Margaux Vineyards dyrker Anton selv ca. 4 ha beplantet med Pinot Noir beliggende i 500 meters højde med kølige vinde blæsende ind fra havet. Ud over at dyrke sine egne marker, køber Anton også Pinot Noir fra markerne Little Creek Vineyard, Jim’s Vineyard samt Monomeith Vineyard som alle vinficeres og flaskes separat. Han køber desuden Sangiovese fra The Dean’s Vineyard samt en masse andre små partier af forskellige druetyper, der sælges under navnet Domaine Lucci. Anton er er en af de fire grundlæggere af Natural Selection Theory, en gruppe af unge og ligesindede vinmagere (der ligeledes tæller Tom Shobbrook, James Erskine og nu afdøde Sam Hughes), der ønsker at drive australsk vin i en ny, vildere og mindre kontrolleret retning. Dette kommer tydeligt til udtryk i kælderen, hvor kulturgær, temperaturkontrol, klaring, filtrering, tilsat svovl og al den slags er bandlyst.

Tilbage