Land
Frankrig

Region
Champagne

Kommune
Chamery

Grundlagt
2010

Hjemmeside
Nej

Profil
Den unge Clément Perseval er født ind i en familie af champagneproducenter i den lille by Chamery, der ligger ca. 10 km syd for Reims. Efter endt uddannelse, samt ophold i bl.a. Pouilly-Fuissé og hos Anselme Selosse, vendte han i 2010 tilbage til familiedomainet Champagne Gérard Perseval, som han i dag driver sammen med sin far og sin onkel. Sideløbende med driften af familiedomainet, er Clément begyndt at fremstille en række mikrocuvéer i eget navn, der hver især fremhæver et specifikt terroir i området omkring Chamery. Desuden laver han tre super sprøde, syrerige og mineralske hvide Coteaux Champenois, dvs. stille vine der ikke gennemgår andengæring i flaske, fra parcellerne Les Trembloies, Luth og Les Rouleaux. Clément kan måske bedst af alt betegnes som eftertænksom pragmatiker og hverken mark- eller kælderarbejde er drevet af faste dogmer. Nogle vine gærer på ståltanke, andre på brugte barriques, nogle vine gennemgår malolaktisk gæring og andre gør ikke. Det hele afhænger af årgangen og druematerialet. Der svovles kun i meget begrænset omfang, typisk ved presning og umiddelbart inden flaskning. Ingen af champagnerne tilsættes dosage, men da de typisk ikke gærer helt ud under andengæringen på flaske (på grund af den lave temperatur i kælderen), indeholder de ofte et par gram restsukker. Resultatet er allerede meget overbevisende og Cléments mikroproduktion er uden tvivl værd at holde øje med i fremtiden.

Tilbage